Center for Militære studier

Dansk forsvarspolitik og strategiske studier – i Danmark, for Danmark

Center for Militære studier

Archives for svage stater

Svække, ikke besejre Taliban: Obamas Afghanistan-strategi

Flere tropper eller ej? Og med hvilket formål? Udviklingen af strategien for Afghanistan i Obama-regeringen skrider fremad, og der ser nu ud til at være enighed om et mål:

As it reviews its Afghanistan policy for the second time this year, the Obama administration has concluded that the Taliban cannot be eliminated as a political or military movement, regardless of how many combat forces are sent into battle.

The Taliban and the question of how the administration should regard the Islamist movement have assumed a central place in the policy deliberations underway at the White House, according to administration officials participating in the meetings.

Briter i Gereshk (Telegraph)

Briter i Gereshk (Telegraph)

Based on a stark assessment by Gen. Stanley A. McChrystal, the top U.S. commander in Afghanistan, and six hours of debate among the senior national security staff members so far, the administration has established guidelines on its strategy to confront the group.

The goal, senior administration officials said Thursday, is to weaken the Taliban to the degree that it cannot challenge the Afghan government or reestablish the haven it provided for al-Qaeda before the 2001 U.S. invasion. Those objectives appear largely consistent with McChrystal’s strategy, which he says “cannot be focused on seizing terrain or destroying insurgent forces” but should center on persuading the population to support the government.

Mere her i Washington Post.

Britisk hærschef bad om forstærkninger til Afghanistan

General Richard Dannatt bad den britiske regering om ekstra 2.000 tropper, men dette blev afvist. McChrystal er således ikke ene om at anmode om flere tropper. Spørgsmålet er om politikerne er klar dertil.

Hvis man vil vinde krigen i Afghanistan må der andre boller på suppen. Der skal en ny strategi til. En ny måde at tænke på. Ellers så må man trække sig ud eller blive i en evighed. Lige nu gøres der for lidt med for få tropper. Vi skal (gen)opbygge det afghanske samfund, og det kan kun ske ved massivt at inddrage afghanerne selv, og ved at satse hårdt militært – flere tropper og flere udviklingsprojekter er den eneste vej frem. Men tilsyneladende er den øverste politiske ledelse ikke klar til en sådan satsning.

Se artikel og interview  med general Richard Dannatt her.

Den Iran-irakiske krig startede for 29 år siden

Saddam Husseins styrker angreb for 29 år siden Iran, og i krigens første faser vandt man ganske hurtigt frem.

I modsætning til senere havde Hussein en hel del støtte fra Vesten, der håbede, at krigen kunne bringe det nyligt etablerede iranske præstestyre til fald. Denne støtte misforstod Hussein til en vis grad, og denne misforståelse – eller måske Vestens manglende intervention – gjorde, at Hussein senere troede, at han ustraffet kunne handle som han ville.

Krigen satte sig dybe spor i begge staters befolkninger, og ruinerede nærmest Irak, hvorfor Irak senere angreb Kuwait. Bolden rullede, og ruller stadig.

Ny Afghanistan strategi: Fokus på befolkningen – og flere tropper ellers nederlag

21/09/2009 LBS:Washington Post har offentliggjort en rapport fra general Stanley A. McChrystal. I denne rapport skriver han, at succes er mulig, men at det kræver en ny nuværende strategi der satser på befolkningen, og at succes ikke kan opnås ved blot at forøge styrketallet.

 

I rapporten hedder det: Success is achievable, but it will not be attained simply by trying harder or “doubling down” on the previous strategy. Additional resources are required, but focusing on force or resource requirements misses the point entirely. The key take away from this assessment is the urgent need for a significant change to our strategy and the way we think and operate.

 

ISAF er i henhold til McChrystal ikke velegnet til at foretage COIN-operationer (counterinsurgency). Derfor skal man i henhold til McChrystal gøre følgende:

 

1.  Ændre operationskulturen, så man komme tættere på befolkningen.

2.  Forbedre sammenhængen og forsimple organisationen.

 

Den nye strategi: Fokus på befolkningen.

 

Dette skal så bygge på fire søjler:

1. Forbedre effektiviteten ved bedre partnerskab med ANSF.

2. Prioritere imødekommende og ansvarlig regeringsførelse.

3. Vinde initiativet.

4. Prioriterer ressourcerne.

 

Videre hedder det, at Afghanistan missionen har haft alt for få ressourcer.

 

Der er nu en klar vej frem – enten ændrer man strategi og tilfører ressourcer – eller også så må man trække sig ud af Afghanistan. Det store spørgsmål er om Vesten er ved at være blevet så træt af krigen, at man nu har fået undskyldningen til at trække sig ud. Dette er en mulighed. En anden mulighed er, at dette bruges til at ændre Afghanistan operationen, så den bliver rent amerikansk, mens f.eks. italienske styrker trækkes ud, og indsættes andre steder i verden, hvor det er mindre farligt. Herved, vil man kunne optimere organisationen i Afghanistan, og amerikansketropper vil kunne overføres fra anden tjeneste. Om det helt var det McChrystal tænkte er så en anden sag. Medierne har valgt ikke at fokusere på den nye strategi, men blot på pinden om flere tropper (ressourcer).

 

Rapporten har Washington Post lagt ud, og den findes her: McChrystal: More Forces or ‘Mission Failure’.

 

 

 

 

USA tilslutter sig koordineret piratindsats

14/09/2009 LBS: USA har nu tilsluttet sig den såkaldte New York Deklaration. Dette er endnu et skridt i kampen mod pirater. Denne kamp synes uden ende. Dette skyldes både emnets kompleksitet – vi kan ikke bare smadre Somalia for at stoppe piraterne – og at pirater fascinerer os alle sammen.

Pirater er ganske simpelt hen en god historie for medierne og underholdningsbranchen generelt. Igen i denne uge vil pirater således fylde en del i mediebilledet. På onsdag bringer DR1 en dokumentar om kapringen af CSC Future. Denne vil sikkert endnu engang få snakken til at gå i de danske hjem.

På torsdag er der endnu et møde i FN’s følgegruppe om pirater, og man må håbe, at man bevæger sig frem mod en større grad af koordinering af indsatsen. Meget kan ganske sikkert gøres i de enkelte FN-stater, uden at bruge militære magtmidler. Mange af løsepengene kommer til Vesten, og en indsats mod hvidvaskning vil ganske sikkert hindre en del af piratbagmændene. Ligeledes må man finde beskæftigelse i Somalia – f.eks. støtte til fiskeriet ved etablering af fabriksanlæg – evt. til havs – og ved at bekæmpe det illegale fiskeri i området.

Failed States Index 2009: Aflys ferien til Somalia!

The Fund for Peace har udgivet sin årlige vurdering af verdens mest ustabile stater. Somalia er for andet år i træk verdens mest ustabile stat, i år med Zimbabwe lige i hælene. Norge er listens duks, mens Danmark går to pladser frem – bl.a. som følge af Islands deroute – til en plads som verdens sjette-mest stabile stat. 

Selvom man altid skal være varsom med at generalisere ud fra politologiske store-n-studier, indikerer dette års liste, at verden – set som et hele – er blevet mere ustabil i det seneste år. I gennemsnit er hvert lands ustabilitetsscore steget med 1,2 point (jo højere ustabilitetsscore, jo mere ustabil er staten – Danmarks ustabilitetsscore er 23,2, mens Somalias er 114,2). Der er ligeledes blevet færre lande, der kategoriseres i den gode ende som enten ”bæredygtige” (13 mod 15 i  2008) og ”moderat stabile” (32 mod 34 i 2008). 

Hvis man ser dybere efter årsagerne til dette generelle fald, finder man to særligt vigtige årsagsgrupper. For det første har alle verdens stater oplevet et generelt økonomisk chok i form af den igangværende finanskrise og dertil forbundne lavkonjunktur. Således er faktoren ”Pludselig og/eller alvorlig økonomisk nedgang” årsagen til en fjerdel af den ‘gede ustabilitet i forhold til 2008. For det andet er der foregået en politisk udvikling i en række specifikke stater. Politiske faktorer er således skyld i godt halvdelen af de yderligere ustabilitetspoint på dette års liste. 

Dette års liste peger desuden på en række stater, der endnu ikke er sunket helt ned i sumpen, men som er ved at blive failed states.  Lande som Cameroun, Guinea, Yemen, Guinea-Bissau, Ethiopien og Eritrea falder indenfor denne kategori. Hvis udviklingen ikke vender her, er dette måske stederne, hvor vi om føje år kan have danske Jens’er stationeret. Her ser man Failed States Index’ sande værdi. Ved at kvantificere faktorer og sammenligne disse mellem forskellige lande, tvinges vi til at konfrontere vores blinde pletter og overveje, hvad der kan gøres i de områder, hvor CNN og TV2 endnu ikke har været forbi. Det er måske værd at overveje, hvordan en intervention i Cameroun ville foregå, hvilke politiske grunde, der kunne være for at blande sig i Guinea-Bissaus indre forhold eller hvordan øget ustabilitet i Yemen vil kunne påvirke krigen mod terror.

Enough coins for COIN?

Siden daværende præsident Bush bekendtgjorde sine planer om ”the surge” i januar 2007 er COIN blevet det nye sort i forståelsen af fremtidige konflikter. En ny generation af politologer og militæranalytikere var med til at igangsætte skiftet i den amerikanske forståelse af Irakkrigen og de har efterfølgende ikke stået tilbage fra at fortælle historien om hvordan verden vendte. David Galula og Dave Petraeus er de nye guder og John Nagl, David Kilcullen, Tom Ricks og Peter Feaver er deres profeter! Historien om det magiske nye wunder-doktrin har også været med til at forme den danske debat om fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer – senest i forbindelse med forsvarskommissionens arbejde.

På grund af denne konsensus er det værd at bide mærke i et essay, der for nyligt blev publiceret i Washington Post under titlen ”Countering the Military’s Latest Fad”. I dette vover Celeste Ward – tidligere rådgiver for general Chiarelli i Irak og nuværende analytiker på RAND – at stille spørgsmålstegn ved COIN’s ufejlbarlighed og pege på at nogle af de historiske fakta i forbindelse med ”the surge” måske ikke støtter COIN så entydigt som ofte påstået. Hun skriver bla.: 

”Counterinsurgency doctrine is on the verge of becoming an unquestioned orthodoxy, a far-reaching remedy for America’s security challenges. But this would be a serious mistake. Not all future wars will involve insurgencies. Not even all internal conflicts in unstable states — which can feature civil wars, resource battles or simple lawlessness — include insurgencies. Yet COIN is the new coin of the realm, often considered the inevitable approach to fighting instability in foreign lands. Now the Pentagon is shifting its budget and seeking to “rebalance” U.S. military power in order to institutionalize counterinsurgency doctrine. Clearly some of these capabilities are needed, but like many useful concepts that gain currency in Washington, counterinsurgency risks being taken too far, distracting us from other threats, challenges and strategic debates.”

Hvorvidt Wards militær-strategiske og historiske påstande holder vand overlader denne DIMS gladeligt til de med mere forstand på krigens dynamik og irakiske forhold i perioden 2003-2008. I stedet vil jeg pege på tre interessante politologiske pointer ved Wards essay, som bør give stof til eftertanke:

1) Debattens lukkethed: En række centrale aktører har for tiden held til at sælge et særligt budskab om fremtidig konflikthåndtering og pakke dette sammen med en beskrivelse af et historisk forløb. Med Wards ord: ”The story of the surge has developed into a tidy narrative — bordering on mythology — that overlooks several critical factors.” Hvorvidt denne lukkethed simpelthen skyldes at COIN-folkene ramte hovedet på sømmet er i denne sammenhæng en militær-faktuel detalje. Politisk er det blevet enormt vanskeligt at lave argumenter, der ikke skriver sig ind i denne COIN-baserede fortælling. At den eneste, der stiller sig kritisk overfor COIN er et forholdsvis ubeskrevet blad som Celeste Ward er bare det første af mange beviser, man kunne hive frem.

2) Bliver COIN de nye farvede briller? Som Ward skriver: “Not all future wars will involve insurgencies. Not even all internal conflicts in unstable states — which can feature civil wars, resource battles or simple lawlessness — include insurgencies. Yet COIN is the new coin of the realm, often considered the inevitable approach to fighting instability in foreign lands. Now the Pentagon is shifting its budget and seeking to “rebalance” U.S. military power in order to institutionalize counterinsurgency doctrine. Clearly some of these capabilities are needed, but like many useful concepts that gain currency in Washington, counterinsurgency risks being taken too far, distracting us from other threats, challenges and strategic debates.” Hvis den fremtidige forsvarsplanlægning er baseret udelukkende på COIN – hvilket f.eks. den amerikanske neddrosling af F-22-programmet kunne tyde på –  kan vi i fremtiden mangle ressourcer såfremt nye konfliktformer opstår. Ydermere kan man spørge sig selv om COIN-begrebet virkelig fanger alle de mange typer politisk-militære konflikter, der kan opstå. Hvis ikke, kan den nuværende debat give fremtidige policy makers et ”one size, fits all”-problem, hvor COIN-erfaringerne fra Irak bliver forsøgt transponeret på konflikter, der måske er radikalt anderledes (hvem sagde Afghanistan?). 

3) Kan COIN i virkeligheden begrænse Vestens handlefrihed i fremtidige konflikter? COIN er om noget en omkostningsfuld krigsform. Soldaterne tvinges ud i blandt befolkningen, hvilket koster materiel og ikke mindst tab af menneskeliv. Vigtigere endnu, meget tyder på at COIN også stiller et stort krav til den hjemlige befolknings kampvilje. Vestlige politikere er således tvunget ud på den politiske arena for at sælge konflikten som et spørgsmål om Vestens overlevelse. Dette indebærer også at lægge fakta på bordet (tænk temauge om Afghanistan på DR), afgive dele af magten til at frame konflikten og afvente offentlighedens dom. Spørgsmålet er om vestlige politikere – nu vel vidende at dette er de risici og omkostninger man må tage i forbindelse med militære interventioner – vil træde et skridt tilbage og måske være mere tilbageholdende i forhold til brugen af væbnet magt? Og er dette ønskværdigt i en globaliseret verden, hvor sikkerhedsproblemer måske/måske ikke skal foregribes ved beslutsom indgriben?

Surge i Afghanistan: Idealer og kalkuler

Forsvarsminister Robert Gates løftede i dag sløret for fokusområderne for den kommende surge i Afghanistan. Amerikanerne forøger deres generelle troppeniveau og deployerer størstedelen af de tilførte styrker i de kritiske sydlige regioner Kandahar og Helmand. I Helmand skal op til 10.000 tropper tilføres kampstyrken, der p.t. består af godt 8.000 britiske og 900 danske og estiske soldater. I denne forbindelse udtalte Gates: “2009 is going to be a critical year for this campaign. It’s elections here and a new administration in the US. It is a chance for the international community to stay committed and a window of opportunity to increase contributions.”

Samtidig med Gates’ udmelding kom et af medlemmerne af Gordon Browns inderkreds – formanden for parlamentets sikkerheds- og efterretningskomite, tidligere viceudenrigsminister med ansvar for Afghanistan Kim Howells – med en sønderlemmende kritik af den afghanske regering og hele rationalet for konflikten : “Institutionally, Afghanistan is corrupt from top to bottom. (…) We will be asked why we are fighting to preserve what looks remarkably like a regime that is being undermined by corrupt cliques that have access to the highest levels. (…) Forget the nonsense about being prepared to fight on the mountains and plains of Afghanistan for 30 years. People will not accept the notion that British families should send their sons and daughters, grandsons and granddaughters to risk their lives fighting religious fanatics, tribal nationalists, corrupt warlords and heroin traffickers in one of the most godforsaken terrains on the face of the earth. The notion is daft, however much we may try to rationalise it by arguing that it is better to fight al-Qaeda over there than over here.”

Kontrasten mellem de to udtalelser understreger forskellen mellem et idealistisk USA og et pragmatisk Storbritannien. I den amerikanske optik skal Afghanistan redde den store civilisatoriske mission fra at gå under med Irak. Derfor støtter både demokrater og republikanere op bag denne og skaber derved et politisk miljø, der muliggør en troppeeskalering uden hensyntagen til cost-benefit-kalkuler. Fokus er således på bekæmpelse af Taleban og på at opretholde den interne sikkerhed også selvom det indebærer en fastfrysning af de nuværende magtstrukturer mellem forskellige krigsherrer.

I den britiske debat er sådanne effektivitetsargumenter for længst blevet introduceret og der er en generel tendens, der peger på en mindsket britisk prioritering af Afghanistan. I Howells udtalelser ligger implicit, at hvorvidt Afghanistanindsatsen er en succes afgøres af om ”gevinsten” i form af klare reformer af det afghanske samfund er ”investeringen” af britiske liv værd. Argumenter der henviser til national sikkerhed eller andre større idealer kan således ikke ophæve denne cost-benefit-tænkning. Eneste løsning er således, at den britiske ”investering” bliver mindre ved at andre NATO-lande ”betaler” en større del af kagen.

Man ser således en tendens til, at Storbritannien vil forsøge at hæve sin ”profitmargin” ved at undgå at skulle udsende flere tropper end højst nødvendigt. Dette sås tydeligt for nyligt, hvor den britiske regering meldte ud at de 4.000 soldater der nu trækkes hjem fra Basra ikke vil blive gen-deployeret i Afghanistan . Modsat briterne er amerikanerne bundet af deres idealisme til at sikre at Afghanistan ikke fejler. Eneste løsning i en situation, hvor mange af de allierede forsøger at sno sig udenom omkostningerne, er således at mande sig op og endnu en gang tage broderparten selv. I dette lys kan Gates’ udmelding i dag ses som et signal om, at USA ikke lader Afghanistan i stikken – også selvom de allierede lurepasser.

Page 3 of 3:« 1 2 3