Tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kommer i sin berlingske-blog om missilkjoldsbeslutningen med et par vurderinger, som fortjener et nærmere eftersyn. Dels påpeger han, at begrundelsen er forkert eller fordækt – handler om noget andet:

Forklaringen på, at missilprojektet nu opgives, forekommer teknisk og tynd: Der er ikke længere brug for det store missilskjold over for Iran, siges det, for Iran synes at have opgivet udviklingen af langtrækkende missiler for i stedet at satse på kort- og mellemdistancevåben. Derfor bliver der brug for mobile systemer, som kan placeres tættere på. De økonomiske argumenter spiller utvivlsomt også ind: Omkostningerne ved at fortsætte projektet i Polen og Tjekkiet ville koste milliarder af dollars.

For det første er forklaringen netop Iran – som hele tiden har været den eksplicitte begrundelse. Både Forsvarsminister Gates og vice-formanden for Joint Chiefs of Staff understregede i deres pressemøde af begrundelsen for omlægningen skyldes efterretningsmæssig analyse af Irans program for missiludvikling. For det andet er missilprojektet ikke opgivet, heller ikke på jorden i centraleuropa. Det er planen, at der i stedet for de store Ground-Based Interceptors skal opstilles mindre SM-3-missiler, således at der stadig vil væe en jordbaseret del af missilskjoldet i Europa. Dette skal så bare integreres med (det kort- og mellemrækkende) Aegis-systemet i stedet for (det langtrækkende) GBMD-system. Konsekvensen er i udgangspunktet primært en svækkelse af dækningen af den amerikanske østkyst snarere end østeuropa. Østeuropa vil stadig (for så vidt som det virker) vil være dækket af Aegis.

Hvad angår omkostningerne så har den amerikanske stat pøset penge i anti-missil-systemer flere årtier før Reagan’s StarWars – uden at have fået meget for pengene. Men missilskjoldenes værdi hviler ligeså meget på at man tror de virker som at de virker – for hvis amerikanerne siger de virker (har full operational capability) så har eventuelle modstandere endnu mindre grund til at udfordre skæbnen. Opstillingen i Østeuropa var dermed også et udtryk for, at årtier lang teknologi-investering på amerikansk grund endelig kunne finde en form for praktisk udtryk – i form af et forsvar af det amerikanske kontinet. Den europæiske dimension dækkede her Atlanterhavssiden, mens enhederne i Alaska og Californien tog sig af den anden retning. At det også kunne beskytte kontinentaleuropa var en eftertanke – en vigtig eftertanke, men dog en eftertanke. I den kontekst havde de store, interkontinentale dele af missilskjoldssystemerne mere kronede dage under Bush og før finanskrisen, end efter krisen, hvor præsident Obama kom til magten med løftet om at satse mere på omkostningseffektive systemer som har vist, at de virker.

På den måde er forklaringen hverken teknisk eller tynd.

Ellemann påpeger også:

“Hvordan man end vender og drejer beslutningen om at opgive missilskjoldet, vil den blive opfattet som udtryk for et svækket amerikansk engagement i Øst- og Centraleuropa.”

Og umiddelbart har Ellemann ret: For både Tjekkiet og Polen brokker sig hørligt.

Men for det første er brokkeriet dels forhandlingsudspil om kompensation fra USA, dels reel vrede fra to politiske miljøer, der har levet med disse beslutninger som et åg de sidste fem år. Presset har været enormt på de to landes politiske og administrative elite. Så det er (også) brok.

Grundlæggende hænger Ellemanns vurdering på, om den gamle missilskjoldsplan var sund i sit rationale – helt handlede om Iran som man sagde – eller reelt også var en markering overfor russerne (med ovenstående industri/produktionslogik på sidelinjen i begge tilfælde). Og det var den ikke. Det ‘store’ (GBMD) missilskjold i Europa under Bush havde altid en russisk dimension. Det også handlede om at markere overfor russerne, på trods af alverdens henvisninger til missilbaner og optimale placeringer.

Så derfor kan det for det andet godt være, at USA bakker – men hvis det er fra en ikke-produktiv position, så er det ikke en afinvestering som Ellemann foreslår. Hvis beslutningen er med til at bane vejen for dén type samarbejde Anders Fogh foreslår i dag kan vejen være lagt mod en multilateralisering af forholdet til Rusland som gennem skabelsen af gensidig tillid langsomt inddrager Rusland i et mere stabilt og måske endda tilregneligt forhold til NATO, som dermed ikke behøver bekymre sig om sin periferi op mod Rusland.