Center for Militære studier

Dansk forsvarspolitik og strategiske studier – i Danmark, for Danmark

Center for Militære studier

Archives for forsvarspolitik

Jægertrykning: forsvarspolitikkens mere politiske betingelser

Posted by  on Wednesday, September 16th 2009     

Med dagens dramatiske avis-trykning af Thomas Rathsacks Jæger-bog er sagen blevet (forsøgsvis, men effektivt) flyttet fra det forsvarspolitiske (og -faglige) over i det generelt politiske rum.

Ved at reducere det forsvarsfaglige har man gjort emnet til et anliggende ligeså meget for ‘Deadline 2. sektion’ som for ‘Deadline’ selv. Politik handler udover om penge om principper – som fx. ytringsfrihed vs. rigets sikkerhed. Derfor er det generelle politiske rum også karakteriseret ved en vis grad af teater, fordi det handler om normative, fløj- og bevidsthedspolitiske positioneringer. Reduktionen af det forsvarsfaglige element gør det i denne sag besværligt at sige noget forsvarsfagligt begavet uden at blive taget til indtægt for en stillingtagen i dette større kor af stemmer.

Dermed er sagen også et konkret udtryk for, at forsvarspolitikken er ved at blive ‘normaliseret’ – hen imod at være et politikområde på linje med andre ressortområder. Forsvarspolitikken bør altid bevare muligheden for at være et helt særligt politisk område. Det giver sig selv, når der står menneskeliv på spil i operationerne. Men den nuværende sag er et udtryk for, at muligheden for at påkalde sig denne særlige status i stigende grad også forhandles i det offentlige rums normale politiske proces – og med denne verdens velkendte turbulens som følgesvend.

På den måde var det selvfølgelig ærgerligt, at der ikke forelå en hurtig retlig behandling – og at trykningen ikke skete efter en sådan behandling (ikke mindst fordi det ville gøre det nemmere at se om principper har en pris).

Men lige meget hvad man synes om en sådan forandring i betingelserne for at føre forsvarspolitik – i det ‘forsvarspolitiske operationsmiljø’ – så er den en udfordring for alle de involverede aktører, både indenfor og udenfor forsvaret. Begge parter har overordnet set behov for at forstå hinanden bedre – også for at kunne forhandle, hvor langt den normaliseringsproces, der er igang, skal gå.

category: Afghanistan, forsvarspolitik, INTOPS

Svensk forsvarsaftale vedtaget

Posted by  on Sunday, June 21st 2009     

Som beskrevet tidligere på denne blog, afholdt DIMS for nyligt et seminar om svensk forsvarspolitik med udgangspunkt i den svenske regerings udspil til en ny forsvarsaftale. Gennem diskussionen på seminaret kom man frem til, at forsvarsaftalen var en forlængelse af et større skifte i svensk sikkerhedspolitisk selvforståelse, hvor man går fra en neutralitetspolitik med fokus på totalforsvar og hjemlig rustningsindustri til en mere aktivistisk politik, hvor effektivitet i internationale operationer er i højsædet. På daværende tidspunkt var det stadigt usikkerhed om hvor store dele af aftalen ville komme i hus og – så at sige – hvor stor et skridt svenskerne ville tage i ovennævnte retning.

Forslaget er nu blevet behandlet i Riksdagen og kom tirsdag i sin endelige form. På Riksdagens hjemmeside sammenfattes beslutningen således:

”Sverige får fler soldater som snabbare kan användas i Sverige och i internationella fredsfrämjande operationer. Uppdelningen mellan en nationell insatsorganisation och en utlandsstyrka upphör. Alla ska kunna tjänstgöra både i Sverige och utomlands. Säkerhet ska byggas gemensamt för de nordiska länderna och EU. Ett långtgående nordiskt samarbete bör utvecklas men Sverige ska fortfarande ha rätten att bestämma över sin operativa förmåga. Riksdagen sa ja till regeringens förslag om försvarets nya inriktning. Konkret kommer denna nya inriktning att på sikt innebära det här. 

• Hela insatsorganisationen om cirka 50 000 personer ska kunna användas inom en vecka efter beslut om höjd beredskap. I dag kan bara ungefär en tredjedel av den nationella insatsorganisationen användas för insats inom ett år. 

• Alla insatsförband ska ha samma förmåga till insats, i och utanför Sverige. 

• Enligt Försvarsmaktens förslag ska 28 000 personer finnas i stående och kontrakterade förband. 

• Den grundläggande soldatutbildningen ska vara frivillig. Totalförsvarsplikten ska tillämpas när försvarsberedskapen så kräver. 

• Hemvärnet förstärks och får en viktigare roll i försvaret av Sverige. Hemvärnet kommer totalt att bestå av 22 000 personer och ingå i insatsorganisationen. 

• En ökning sker från tre tillgängliga manöverbataljoner idag, till åtta imorgon. 

• Förmågan till fredsfrämjande insatser fördubblas. 1 700 personer kommer att kunna hållas kontinuerligt insatta i insatser internationellt. 

• Antalet Gripenplan blir 100 stycken, av C/D-modell. Antalet nya helikoptrar ökar successivt. Stridsvagn 122 bibehålls och tillgången till splitterskyddade fordon ökar. Artilleriet och luftvärnet förblir av dagens storlek. Det blir sju korvetter, varav fem av Visbyklass, och antalet ubåtar i insatsorganisationen bibehålls. 

• Fyra mekaniserade bataljoner sätts upp i en förbandsreserv. Ett stridsvagnskompani därifrån kommer att finnas i förråd på Gotland.

Riksdagen vill tillägga att när det gäller Försvarsmaktens logistik behöver resurser överföras till kärnverksamheter vid armé-, marin- och flygstridskrafterna. Vidare kommer riksdag och regering inte att besluta om några nedläggningar i fredsorganisationen under mandatperioden.”

Den endelige beslutning er således en 1:1 godkendelse af det oprindelige forslag. Fokus er på INTOPS, en tilsvarende slankning af territorialforsvaret (herunder et værnepligtsstop) og en begrænsning af støtten til den hjemlige våbenindustri. Således sker et betydeligt skridt væk fra neutralitetspolitikken og hen imod et effektivt indsatsforsvar, der konstant kan have 1.700 mand i felten. Dette har dog kun været muligt ved at vedtage forslaget med det snævrest mulige flertal. Den borgerlige regering har stemt for, mens centrum-venstre-oppositionen har stemt imod. Dermed er sket et brud med den svenske tradition for forsvarspolitisk konsensus. Spørgsmålet er derfor, om dette vil have betydning for aftalens varighed efter Riksdagsvalget i efteråret 2010. I hvor høj grad ønsker centrum-venstre at forsvarspolitikkens fokus er på totalforsvar, industripolitik og deslige? Vil man ønske at tilbagerulle beslutningen eller vil man acceptere den og i stedet fokusere på at ændre kursen fremover?

category: forsvarspolitik, INTOPS

DIMS-seminar om svensk forsvarspolitik: Mellem NATO og neutralitet

Posted by  on Tuesday, June 9th 2009     

DIMS afholdt d.d. et seminar om svensk forsvarspolitik med oplæg af Robert Dalsjö fra Totalförsvarsforskningsinstituttet i Stockholm. Formålet var, at belyse hvorfor den svenske regering i sit nye forsvarspolitiske oplæg tilsyneladende følger en ganske anderledes kurs end Danmark på centrale områder som værnepligt, forholdet til NATO og indsatsen i Afghanistan.

Oplægget fungerede som fundament for en interessant diskussion af disse emner. Herigennem afdækkedes nogle af de underliggende årsager til disse policyforskelle, herunder efterdønningerne af den svenske neutralitet og dennes betydning for svensk identitet, geopolitiske forskelle og divergerende opfattelser af den russiske trussel efter Georgien. Diskussionens mest bemærkelsesværdige resultat var dog, at de tilsyneladende forskelle i virkeligheden måske ikke var så store som først antaget. Meget tyder på, at der er en tendens til ensretning mellem de to lande – især efter den svenske regerings nye forsvarspolitiske udspil, hvor fokus i langt højere grad end tidligere er på effektiviseringer og på stabilitetsoperationer udenfor Europa.  Om denne tendens vil fortsætte er naturligvis ikke en naturlov. Første skridt på denne vej bliver således forhandlingerne om lovforslaget, der ventes afsluttet i næste uge.

category: Afghanistan, forsvarspolitik, INTOPS, NATO, om DIMS, organisation

Veteranpolitik i praksis

Posted by  on Monday, April 27th 2009     

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen efterlyser i dag i Berlingske Tidende en samlet dansk veteranpolitik, der blandt andet indebærer at veteranområdet flyttes fra socialministeriet til forsvarsministeriet. Dette har affødt kritik fra dele af oppositionen, der anser dette for utidig indblanding. Udover denne konflikt, som er særdeles interessant i et politisk perspektiv, er der dog en række praktiske problemer, der bør afklares i forbindelse med udarbejdelsen af en sådan politik.
I et nyligt offentliggjort DIIS brief har Michael Jedig Jørgensen undersøgt veteranområdet. På baggrund af hans konklusioner kan man identificere en række konkrete anbefalinger i forbindelse med den udarbejdelsen af en veteranpolitik:

1) Definér ”veteran”: De forskellige myndigheder på veteranområdet har alle forskellige forståelser af hvem, der er veteraner. Første skridt på vejen er således at afklare, hvem der er at regne for veteraner. Jørgensen foreslår i den forbindelse følgende definition:

  “Veteraner er alle, der af Danmark eller under dansk flag har været udsendt i internationale missioner, deltaget i væbnede konflikter eller krige for Danmark.”

2) Adskil veteranområdet fra den politiske debat. Som den politiske polemik, der har fulgt Fogh Rasmussens forslag, indikerer, kan veteranområdet nemt blive en del af den politiske debat om mål og midler i dansk sikkerhedspolitik. En veteranpolitik kan således sagtens blive en hammer man slår krigsmodstandere i hovedet med, hvormed veteranpolitikken mister sin selvstændige værdi.

  

3) Undersøg området. Veteranområdet er generelt set underbelyst. Der er derfor behov for ”en grundig og samlet undersøgelse af en række beslægtede områder. En undersøgelse bør omfatte en kort-lægning af hidtidige tiltag i DK og allerede etablerede muligheder i det nuværende offentlige system, et oplæg til en definition, en opgørelse over de enkelte aktørers fokus-områder og grupper samt en behovsanalyse blandt de danske veteraner. Dermed vil det kunne fastslås, om der eksisterer huller mellem behovet og de allerede etablerede ordninger, og i så fald på hvilke områder disse huller findes.”

  

4) Opret et centralt indgangspunkt. ”Her er forsvarets pårørendeportal, der med fordel kan anvendes som skabelon på mange områder, netop sat i søen. Lanceringen af pårørendeportalen viser samtidig med al tydelighed, at der er behov for netop ét sted, der samler alle tiltag og tilbud for veteraner og pårørende.”

  

5) Evaluér eksisterende initiativer. ”Dette gælder såvel Forsvarets egne som de frivillige organisationers tiltag, men der er behov for at se dem som en helhed der skal være til hjælp og støtte for den enkelte veteran og pårørende, og ikke være med til at forvirre og skævvride området. De frivillige tiltag skal værd-sættes, men koordineres og sættes i perspektiv i forhold til behov, omfang og andre tiltag, således at de styrker området frem for at fragmentere det. En veteranpolitik bør således ikke erstatte hverken personalepolitik eller andre politikker men derimod supplere dem.”

  

Jørgensens undersøgelser er baseret på ind- og udenlandske erfaringer. En hurtigt overblik herover kan findes på disse links:

Svensk veteranpolitik betænkning del 1 (pdf)

Tjeneste i Internasjonale Operasjoner rapport 1 – Norge (pdf)

Tjeneste i Internasjonale Operasjoner rapport 2 – Norge (pdf)

 

http://www.wvf-fmac.org/

http://www.blaabaretter.dk/sider/forside.asp

http://www.stsop.dk/default.aspx

http://forsvaret.dk/paarorendeportalen/Pages/default.aspx

http://www.80608030.dk/sider/forside.asp

http://www.mod.uk/DefenceInternet/DefenceFor/Veterans

http://www.mil.no/veteraner/start/article.jhtml?articleID=116586

http://www.vac-acc.gc.ca/general/

http://www.veteranenmeteenmissie.nl/page/pag_view.asp?pag_id=22792

 

 

 

 

 

category: forsvarspolitik, HR, organisation

Måske britisk mini-surge på vej

Posted by  on Friday, March 27th 2009     

Den britiske hær er, ifølge hærchef General Sir Richard Dannatt, klar til at forøge troppebidraget i Afghanistan med 2.000 mand. I så fald vil der samlet være godt 10.000 britiske soldater i Afghanistan. Dette underbygges af, at forsvarsminister John Hutton i sidste måned udtalte, at man for tiden undersøgte om det var muligt at sende flere tropper. I samme omgang skosede han sine europæiske allierede (indtil videre har kun Polen og Italien sendt yderligere soldater afsted) for ikke at bidrage til indsatsen.

Disse nye signaler skal ses som et skift i forhold til efterårets signaler fra Downing Street 10. Her meldte man ud, at USA ikke skal regne med at se flere Tommyer i Helmand. Da planerne for tilbagetræningen af 4.000 mand fra Irak blev offentliggjort, blev det således betonet, at dette ikke ville blive modsvaret med en tilsvarende troppeforøgelse i Afghanistan. London har altså nu blødt denne udmelding op og forbereder at sende godt halvdelen af sted alligevel. Spæde røster om, at alle 4.000 skulle have ørkenstøvlerne frem, er blevet skudt ned med en klar besked om at 10.000 mand er det øverste loft for det britiske forsvars ydeevne.

Den britiske kovending kommer efter et forløb, hvor Obama-administrationen – som Steen i Zappa – har belønnet briterne med venskab, samtidig med at man har truet med at tage deres rokokopude fra dem. På den ene side var Gordon Brown den første EU-statsleder til at mødes med Obama, hvis budskab om et multilateralt samfund af stater om noget går i spænd med de britiske visioner. På den anden side har det amerikanske forsvar eksplicit udtrykt utilfredshed med den britiske indsats – til den britiske forsvarsministers åbenlyse irritation. På denne baggrund har briterne valgt at spise halvdelen af skovsneglen og fået lov til at være med i klubben. Det store spørgsmål er dog, om skovsneglen ser ligeså delikat ud fra de kontinentaleuropæiske allieredes synsvinkel.

category: Afghanistan, forsvarspolitik, NATO, Oprørsbekæmpelse, sikkerhedspolitik, Strategi

Forsvarskommission 2009: Arktis på dagsordenen

Posted by  on Thursday, March 26th 2009     

Forsvarskommissionen lægger i sin beretning op til et nyt fokus på Arktis. Man forventer således, at klimaforandringer og større efterspørgsel efter ressourcer vil betyde en større aktivitet i og omkring Grønland, som forsvaret nødvendigvis må forholde sig til. Denne udvikling – og den deraf følgende belastning af forsvaret – kan dog tage mange forskellige former.
 
Overordnet set kan Arktis’ fremtid forme sig i både en militær og en civil retning. Om Arktis bliver centrum for en militær konflikt er ikke nødvendigvis afhængig af om der findes ressourcer i regionen. Faktisk er sandsynligheden for en sådan konflikt lille. Omvendt betyder rige olie-, gas- eller mineralfund ikke nødvendigvis en ny kold krig omkring Grønland. Fremtiden står åben og kloge valg i dag vil have stor betydning for Grønland om 10-15 år. Arktis kan således sagtens blive centrum for en ny vækstbølge, hvor rige naturressourcer sætter gang i de nu stillestående samfund – uden at man af den grund oplever nye spændinger mellem stormagterne.

Om vi når denne fremtid afhænger af de valg man foretager i disse år. Danmark reagerer ikke bare på forhold i regionen – vi er med til at forme dem aktivt. Hvis vi i dag tror, at udviklingen kun kan gå i én retning og derfor allerede nu forsøger at foregribe en uundgåelig militær forløb, så kan vi være 100 % sikre på at denne profeti går i opfyldele. Hvis vi derimod spiller vores kort afventende, kan vi undgå at skulle bruge vores krudt i Arktis. I stedet kan vi sende vores Jens’er til varmere egne, hvor de formentlig vil gøre mere nytte.

category: Arktis, Forlig, forsvarspolitik, geopolitik, Rigsfællesskabet, sikkerhed og udvikling

Ny Obamaadministration: Kalkuleret, beroligende, pragmatisk

Posted by  on Sunday, November 30th 2008     

Alt tyder på at Obama mandag eftermiddag præsenterer sit nye sikkerhedspolitiske hold. Selvom intet er officielt endnu, ser det ud til at Hillary Clinton bliver ny udenrigsminister, mens republikaneren Robert Gates fortsætter forsvarsminister og general James L. Jones bliver national sikkerhedsrådgiver. Disse valg indikerer både hvilke trusler der lurer mod Obamas magtposition og hvilken udenrigspolitisk kurs han oprigtigt ønsker at føre.

Personvalget kan først og fremmest ses som et kalkuleret forsøg på at tage gidsler blandt sine fjender og imødegå bekymringer hos essentielle medspillere. Selvom finanskrisen og den deraf følgende recession måske er tidens hotte issue, indebærer sikkerhedspolitikken den største potentielle risiko for Obama i 2012. Hvor udskældt George W. Bush end er, kan ingen fornægte at USA ikke har været ramt af terror siden 11. september. Hvis Obama gør alvor af sine løfter om at lukke Guantanamo, genindføre civile rettigheder og føre en udenrigspolitik med vægt på det internationale samfund, står han med et potentielt problem den dag al Qaeda har held med at ramme amerikanerne på eget territorium. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig republikanerne og Hillary-demokraterne føre kampagne imod ham med sloganet “we told you so”. Det er derfor vigtigt Obama tager gidsler i modstanderens lejr. Hvis Hillary er udenrigsminister er det temmeligt svært for hende at orkestrere et internt oprør mod ham baseret på udenrigspolitiske begivenheder. Ligeledes er det vanskeligt at bebrejde Obama for Irak, hvis den ansvarlige minister er republikaner.

Samtidig skal valget af Gates og Jones ses som et beroligende middel overfor et forsvar, der er betænkeligt ved at skulle fungere under det mest venstreorienterede medlem af senatet. I Clintonårene foregik utallige kampe mellem forsvaret og regeringen om alt fra brugen af krig til humanitære formål til homoseksuelle soldaters rettigheder. Internt i forsvaret ansås Clintonadministrationen for at være en flok akademikere, der bekymrede sig mere for at undgå civile ofre og for ikke at få buler i sit offentlige image end for at føre ordentlig realpolitik. Ved at udpege en forsvarsminister, der allerede har vist, at han er i stand til at lade militær være militær og en national sikkerhedsrådgiver med en militær baggrund, signalerer Obama således at han ikke vil gentage 1990′ernes problemer.

Sidst men ikke mindst indikerer valget et ønske om en udenrigspolitisk kurs, der bryder med Bush-administrationens neokonservative idealisme og i stedet anlægger en pragmatisk tilgang med vægt på opbygningen af et internationalt samfund. Hvor fokus i de seneste otte år har været på rå magtudøvelse, vil Obama lægge vægt på opbygningen af et sikkerhedsfællesskab, men dog holde muligheden for amerikansk enegang i baghånden. Dette signaleres således ved personvalget på alle tre poster. Både Gates og Jones er således moderate figurer, der generelt set er kritiske overfor udenrigspolitisk idealisme. Især Gates har gjort sig bemærket som intern kritiker af de neokonservative høge i Bushadministrationen. Det vigtigste kort er dog i den forbindelse Hillary. Om nogen symboliserer hun det internationale samarbejde, der kendetegnede 1990′erne, hvor en uformel alliance af vestlige lande værnede om den eksisterende orden ved at slå hårdt ned på lovbrydere. Især i Europa vil valget af hende tydeligt vise, at der er en ny sheriff i byen – og at han, i modsætningen til sin forgænger, spørger før han skyder.

category: forsvarspolitik, sikkerhedspolitik

Ny præsident: Hvem tager ministerposterne?

Posted by  on Wednesday, November 5th 2008     

Efter sin imponerende valgsejr skal Obama nu i arbejdstøjet og bruge de næste to måneder på at sammensætte det hold, der skal effektuere de luftige slogans. De første forsigtige meldinger fra Obamalejren indikerer, at man vil have ministerholdet klar omkring Thanksgiving d. 27. november. På DIMS er vi ikke bange for at få snavs på hænderne og vi dykker her ned i personfnidderet og giver vores bud på, hvem man kommer til at se på de toneangivende poster indenfor sikkerheds- og forsvarspolitikken.

Generelt set vil tre faktorer afgøre hvem Obama vælger på sit sikkerhedspolitiske hold:

1) Få kendisser: Igennem valgkampen er man i europæisk presse blevet præsenteret for en række kerneaktører, der har bemærket sig ved at have karisma og vælgertække. Nu hvor valget er overstået vil disse evner have mindre betydning. I stedet vil der blive lagt vægt på ledelses- og lovgivningsmæssig erfaring, samt på hvilke politiske ressourcer de forskellige kandidater bringer med sig i forhold til den offentlige opfattelse af administrationen og den interne relation til demokratiske og republikanske kongresmedlemmer. Man vil derfor se flere ministre der er ukendte i den store verdensoffentlighed, men som kan bibringe disse mindre sexede, men nødvendige resssourcer. Med risiko for at blive mobbet i DIMS’ kantine tør jeg godt forudsige, at man ikke kommer til at se Hillary Clinton, Al Gore, Colin Powell, John McCain eller Oprah Winfrey som topministre. 

 2) Samarbejde henover midten: Der er en lang tradition for at den vindende kandidat udpeger ministre, der kommer fra det tabende parti, om end på mindre poster (den nuværende regering har f.eks. en demokratisk trafikminister). Med sit budskab om brobygning vil Obama helt sikkert udpege republikanere på nogle poster og han vil måske endda driste sig til at give dem større poster på det sikkerhedspolitiske område. Dermed vil han kunne tage republikanerne som gidsler på deres egen hjemmebane hvis Irak skulle eksplodere eller hvis man rammes af et nyt terrorangreb. 

3) Tilfredsstille baglandet: Igennem sin valgkampagne har Obama opnået støtte fra flere centrale aktører, som på kritiske tidspunkter i hans kampagne gav ham den opbakning der var med til at sikre ham det demokratiske primærvalg. De vil nu have noget igen i form af ministerposter eller tjanser på eksotiske ambassader. Ydermere vil det demokratiske bagland presse på for at få nogle ministre ind der vil føre demokratisk politik og man vil her være kritisk overfor for mange republikanske ansigter i flokken. 

Med udgangspunkt heri kan man opstille en bred liste af de mest sandsynlige kandidater til de centrale poster:

Udenrigsministeriet: Den ubestridte favorit er New Mexicos guvernør Bill Richardson. Han er demokrat, han har erfaring som tidligere energiminister, FN-ambassadør og international forhandler og han støttede Obama i en central fase af primærvalget (og fik gevaldige klø for dette). En alternativ demokratisk kandidat er John Kerry, som også støttede Obama tidligt i kampagnen og som bringer en vis erfaring med sig. Et minus ved Kerry er dog, at han som tidligere præsidentkandidat ikke ligefrem signalerer forandring og samarbejde med republikanerne. Hvis Obama går efter en republikaner er Indianas senator Richard Lugar et godt bud. Han har erfaring som formand for Senatets udenrigspolitiske udvalg og har åbent kritiseret Bush-administrationens tilgang til Irakkrigen. Ydermere repræsenterer han en svingstat som Obama vandt med godt 1 %, hvilket kan være praktisk i 2012. 

Forsvarsministeriet: Dette er et godt sted, at signalere samarbejde henover midten og at få bundet republikanerne til en ny forsvarspolitisk kurs. Samtidig kan et pludseligt forsvarsministerskifte skabe tvivl om den amerikanske linie i Irak, hvilket kan destabilisere den ellers relativt gode sikkerhedssituation her. Derfor er et godt bud at Obama simpelthen beholder den siddende forsvarsminister Robert Gates, om end måske kun for en begrænset periode. Dette er en tanke der på det seneste er blevet luftet af Obama-kampagnen. Eventuelt kan han også vælge at pege på senator Chuck Hagel, der har en stor udenrigspolitisk erfaring fra Senatet og som har været kritisk overfor Irakkrigen. Foretrækker han en demokrat, er et godt bud at han enten giver en af de vragede udenrigsministerkandidater posten som et plaster på såret eller peger på en af sine sikkerhedsrådgivere, tidligere flådeminister Richard Danzig. 

National sikkerhedsrådgiver: Sammenlignet med de to foregående poster, er der langt mindre offentlig bevågenhed om denne stilling. Derfor er den symbolværdi, der kunne ligge i at pege på en republikaner, begrænset. Man vil nok i stedet se den gå til en demokrat, der allerede har et godt forhold til Obama, f.eks. en af hans sikkerhedsrådgivere. Af disse peger pilen på tidligere viceudenrigsminister Susan Rice. Alternativt kan Richard Danzig få posten, hvis han ikke skal være forsvarsminister eller den kan gå til Greg Craig, tidligere sikkerhedsrådgiver for Ted Kennedy. 

Det er svært at spå – især om fremtiden og hvor vanskeligt det end er at komme med bud på en rollebesætningen, desto sværere er det at komme med bud på hvilken sikkerhedspolitisk kurs de endelige personvalg medfører. Fortsættelse følger på en DIMS-blog i slutningen af november.

category: forsvarspolitik
Page 7 of 7:« First« 4 5 6 7