NATOs nye generalsekretær holdt idag sin første store tale (her på NATOs hjemmeside) - om forholdet mellem NATO og Rusland. Udmeldingen er koordineret med Obamas besked om omlægningen af missilforsvaret i Østeuropa. Den fornuftig, men tynd – og hviler på nogle tvivlsomme antagelser. Det fornuftige ligger i, at forholdet til Rusland skal genstartes og kan blive det nu – med Obama (og gårsdagens beslutning) og med Anders Fogh Rasmussen som personificeringen af et nyt kapitel. Mere tvivlsomt bliver det når Generalsekretæren bruger ”realisme” 13 gange – som en art talisman – og alligevel ender i den modsatte grøft, let sværmerisk.
Fogh i Davos (Den danske prag-ambassade)
Generalskretæren forslog en restart på forholdet til Rusland, og kom med nogle konkrete forslag - ganske i forlængelse af sin tiltrædelsestale, som lagde op til dialog med alle NATOs partnere. Han nævnte tre indsatsområder: Praktisk samarbejde baseret på interesser (terror, ikke-spredning og våbenkontrol, missilforsvar, Afghanistan og maritim sikkerhed), en fornyelse af samarbejdet i NATO-Russia Council, det formelle forum for dialog, samt endelig, at de to parter sammen skulle udarbejde et “review” af delte trusler og udfordringer.
De første ting kan man gøre, hvis der er vilje i systerne hertil, og man skal ikke afskrive den praktiske nytte heraf. Det andet er et decideret nulforslag: det giver sig selv at NRC skal anvendes, hvis man skal genstarte relationen. Men det tredje forslag viser noget om forskellige antagelser og opfattelser – i NATO og i Rusland. Forslaget om dette “joint review” er på den ene side helt på linje med trenden imod flere og mere eksplicitte strategiprocesser. På den måde går det hånd i hånd med processen hen imod et nyt strategisk koncept som en alliance-terapeutisk samtale. Det er et fint udtryk for, hvordan AFR og NATO tænker sikkerhedspolitik som proces – internt i Alliancen. Her kan den slags inklusive fx. ACTs Multiple Futures Project være med til at udvikle forståelse af både brede opg snævert militært strategiske udfordringer blandt medlemslandene.
Men der er intet, der tyder på, at man kan vikle Rusland ind i rundkredspædagogik og så forvente, at der kommer noget godt ud af det. Faktisk er der grund til at frygte, at russerne bare irriteres over en sådan øvelse, der taler ned til deres mere håndfaste forståelse af den internationale politik.
Overordnet bygger NATOs tale om praktisk samarbejde baseret på fælles interesser på en forhåbning om, at der kommer afledte effekter i form af gensidig tillid ud af samarbejdet. Men Rogozin, den russiske NATO-ambassadør, der notorisk taler lige ud af posen, henviser i et responsum til et meget mere dybtliggende issue, nemlig reel magtpolitik (og implicit om interessesfærer).
NATO has for the past two decades suffered from an identity crisis. It is a crisis that it has failed to resolve either by enlargement east or by its desperate efforts to reform its agenda to include every conceivable theme: fighting terrorism, energy security, cyber-defence, piracy and climatic change. The expansion of NATO’s functions always risked leaving the alliance short of breath. The financial crisis increased the risk. And what we see in Afghanistan are signs that it is wheezing unhealthily. (…)
NATO is primarily a military union, and its objective should be consolidating security. Building up a common zone of guaranteed security along with Russia could smoothly blend with the new strategic concept of NATO and breathe new life into the alliance’s transformation process. This would mean that the alliance would need to abandon what appears to be its mindset – that there should be only one power centre. But the alternative is that NATO and Russia will both remain in the cold.
Rogozins kritik viser tydeligt, at russerne grundlæggende ikke tænker i de samme (brede) sikkerhedspolitiske baner som NATO, det vil sige med fokus på trusler der kommer ligeså meget fra svagheder som fra styrker, såsom ustabilitet, svage stater, klimaforandringer, etc. Rusland tænker i stedet grundlæggende på sikkerhed som et militært anliggende, og som et anliggende, der er relateret til magtkapabiliteter, ikke til værdifællesskaber.
Anders Fogh har ret i, at NATOs (og EUs) styrker ligger i deres socialiserende effekt. Men NATO bliver næppe taget alvorligt af russerne før russerne synes de har fået den status de fortjener. Og det er kun USA, der kan give dem dét. Og det er NATOs paradoksale skæbne i forhold til Rusland: irrelevant (hvis Rusland ser sig ignoreret af USA) eller unødvendig (hvis USA giver Rusland den opmærksomhed russerne synes de fortjener). Sådan vil det være indtil man kan overbevise Rusland om, at sikkerhedspolitik og sikkerhedssamarbejde også handler om at håndtere bredere udfordringer som endnu ikke er blevet til militære trusler – og at NATO dermed er på et niveau, der er relevant for Rusland. På den måde er Foghs forslag også sværmerisk.
