En lille hær på 40.000 boere holdt i næsten 3 år det britiske imperium i skak. Briterne måtte lære sig en ny strategi og tidssvarende uddannelse af soldaterne – men samtidigt overtrådte man næsten samtlige uskreven regler for behandling af civilbefolkningen. Der kan her drages visse paralleller til Afghanistan.

I dag er det 110 år siden Boerkrigen brød ud. Krigen kan man forsat studerer og lære af.

Strategi

Krigen blev billedligt talt et opgør med den røde uniformsfarve i den britiske hær. Man måtte transformere sig til en stærkt bevægelig styrke med vægt på den nyeste teknologi og på kaki-uniformer. Paradepladsens formfuldendte evolutioner og uniformer kunne ikke bruges i det, der blev en COIN-operation. I 2001 var NATO og Vesten ikke indstillet på en COIN-indsats – og slet ikke i Afghanistan. I nye strategier for alliancen må man derfor, hvis man som nu har udvidet sit operationsområde fra Atlanten og de europæiske sletter til f.eks. Afghanistans ørken og ”jungle” indarbejde forskellige taktiske doktriner og uddannelse hos alliancens soldater.

Forsyningsveje

I de første faser af krigen angreb boerne, og havde ganske stor succes, men de lod sig binde op på tre belejringer, og fik ikke blokeret de britiske forsyningshavne og forsyningsveje. I Afghanistan har Taleban og dets allierede indset dette og både under den sovjetiske okkupation og under de nuværende kampe fokuserer de på forsyningsvejene. En del af krigen i Afghanistan (og Pakistan) er således en kamp om forsyningsvejene.

Civilbefolkning

Briterne valgte, at oprette koncentrationslejre, hvor de samlede boernes kvinder og børn. Man i høj grad ikke at ville vinde heart and minds, men at slå hårdt ned på modstanden. Det betød et brud med alle de konventioner, som man i dag er underlagt (en del af dem, eksisterede overhovedet ikke på daværende tidspunkt). Imidlertid opstod der en folkelig opinion, der krævede koncentrationslejrene med deres umådeligt høje dødstal afskaffet – det lykkedes ikke, men presset af den offentlige opinion forbedredes forholdene.

Boerkrigen viste, at et engageret folk kan pressen en stormagt umådeligt,. Og at en vesteuropæisk demokratisk stormagt har mere end svært ved at bruge samtlige til rådighed stående midler – særligt når det rammer ”uskyldige” kvinder og børn. Der skal således satses hårdt på COIN, men lige så meget på en gennemført heart and mind politik. Og det skal ikke blive ved ordene.