Associated Press (AP) har offentliggjort et fotografi fra Afghanistan, der viser en døende amerikansk soldat. Dette har medført kritik i amerikansk presse, bl.a. fra forsvarsminister Robert Gates (se omtale i New York Times her, her og her, i Boston Globe her, Huffington Post her, Stars & Stripes her og engelske The Daily Mail her). I Danmark er Ekstra-Bladet indtil videre det eneste medie, der har vist billedet.
Denne historie er interessant på flere forskellige planer. F.eks. er det efterhånden et evigt journalistisk dilemma, om man, i tilfælde hvor krænkende billeder starter en konflikt mellem forskellige grupper, må offentliggøre omtalte billeder i dækningen af sagen (tænk Muhammedkrisen). I denne sag er det dog særlig interessant, at fremhæve den demokratiteoretiske side af sagen. På dette niveau handler sagen om forholdet mellem nationen som et blodfællesskab og nationen som et politisk fællesskab, om forholdet mellem individet som borger og individet som en privatperson, om forholdet mellem fornuft og følelser.
Kritikken mod AP har primært fokuseret på hensynet til den døde marinesoldat og dennes familie. Som Tom Ricks citerer Bob Goldich for at sige, “the photo was not of LCpl Bernard after he had died-it was while he was dying. I think this is crucial. The dead feel no pain. But the dying do, and publishing the photo transmitted LCpl Bernard’s pain to his family.” Det gør ondt at se pågældende billede og der kan vel ikke være tvivl om, at det må være hårdt for hans familie, at blive konfronteret med denne uendelige smerte. Offentliggørelsen er således en krænkelse – ikke af familiens ret til privatliv (fotografiet blev taget i det offentlige rum, hvis man ellers kan bruge det ord om Helmandprovinsen) – men snarere af dens ret til ikke at blive forvoldt smerte. Dette er en ret vi kan forstå, fordi vi alle er hele mennesker og som sådan i stand til at føle smerte. Det er den samme medfølelse, der giver os behov for flagdage, monumenter, mindesmærker o.l., der giver os muligheden for at føle denne smerte og sætte den ind i historien om ”os” som et blodfællesskab, der mistede en ”bror” for at vi andre kunne overleve. I denne forståelse er offeret altså nært forbundet med vores overlevelse som fællesskab og som enkeltindivider.
Krig er ubehagelig. I krigen mod terrors tidlige dage blev der indført et forbud mod at vise døde soldaters kister. Officielt blev dette begrundet med respekten for de dødes familier. Alligevel kunne man ikke undgå at have en mistanke om, at forbudet reelt skulle afskærme den amerikanske befolkning fra krigens brutalitet og fra at erkende hvilke ofre det krævede. Fra et demokratisk perspektiv var det således problematisk, at den amerikanske befolkning blev afskåret fra krigens virkelighed. Hvis du i 2004 boede i Phoenix, Arizona; Gary, Indiana eller Sarratoga Springs, New York var Irak og Afghanistan utrolig langt væk og uden billeder af krigenes realitet var det nemt at glemme, at de stadig foregik. Denne afskærmning var altså med til at forhindre en fornuftsdreven offentlig samtale om krigens mål og midler og amerikanerne var reelt set ikke i stand til at udføre deres rolle som borgere. I den konkrete sag er det derfor nemt at købe AP’s argument. Hvis demokratiet skal fungere, skal vi have den rene, brutale, ubehagelige, ubehøvlede sandhed.
På denne måde ender vi i et rent dilemma i vores selvforståelse som politisk og socialt samfund. På den ene side er vi en nation af mennesker, der har bundet vores overlevelse sammen i et blodfællesskab mellem ”os”, som adskilt fra ”dem” (svenskerne på Råsunda, irakerne i Brorsons kirke, tyskerne ved Dybbøl Mølle). I denne forståelse har vi brug for ceremonier og for at forstå soldaternes ultimative offer. Mest af alt har vi brug for at dette offer ikke besudles ved at blive kastet for enhver at se. På den anden side er vi et politisk fællesskab, der sammen kontinuerligt danner en selvforståelse gennem en løbende politisk samtale. I denne samtale afdækker vi en virkelighed gennem en kontinuerlig diskussion, hvor usandheder afsløres og der dannes et bånd af sandhed mellem hver enkelt borger. Vi har brug for at kende sandheden om krigen, for uden den besudles vores fællesskab af løgnen og vores beslutninger bliver truffet på falsk grundlag.
Der er ingen umiddelbar løsning på denne spænding. Den gennemsyrer det politiske miljø (tænk De Radikale vs. Dansk Folkeparti) og når ind på universitetet, hvor den teoretiske diskussion mellem forskellige demokratiteoretiske positioner er uforløst. Derfor er der ej heller ét korrekt svar i denne sag. Så længe samfundets selvforståelse er en bastard med nationen som far og den offentlige samtale som mor vil sager som disse opstå og ende i kompromiser eller tvang i stedet for endelige løsninger.
