The Fund for Peace har udgivet sin årlige vurdering af verdens mest ustabile stater. Somalia er for andet år i træk verdens mest ustabile stat, i år med Zimbabwe lige i hælene. Norge er listens duks, mens Danmark går to pladser frem – bl.a. som følge af Islands deroute – til en plads som verdens sjette-mest stabile stat. 

Selvom man altid skal være varsom med at generalisere ud fra politologiske store-n-studier, indikerer dette års liste, at verden – set som et hele – er blevet mere ustabil i det seneste år. I gennemsnit er hvert lands ustabilitetsscore steget med 1,2 point (jo højere ustabilitetsscore, jo mere ustabil er staten – Danmarks ustabilitetsscore er 23,2, mens Somalias er 114,2). Der er ligeledes blevet færre lande, der kategoriseres i den gode ende som enten ”bæredygtige” (13 mod 15 i  2008) og ”moderat stabile” (32 mod 34 i 2008). 

Hvis man ser dybere efter årsagerne til dette generelle fald, finder man to særligt vigtige årsagsgrupper. For det første har alle verdens stater oplevet et generelt økonomisk chok i form af den igangværende finanskrise og dertil forbundne lavkonjunktur. Således er faktoren ”Pludselig og/eller alvorlig økonomisk nedgang” årsagen til en fjerdel af den ‘gede ustabilitet i forhold til 2008. For det andet er der foregået en politisk udvikling i en række specifikke stater. Politiske faktorer er således skyld i godt halvdelen af de yderligere ustabilitetspoint på dette års liste. 

Dette års liste peger desuden på en række stater, der endnu ikke er sunket helt ned i sumpen, men som er ved at blive failed states.  Lande som Cameroun, Guinea, Yemen, Guinea-Bissau, Ethiopien og Eritrea falder indenfor denne kategori. Hvis udviklingen ikke vender her, er dette måske stederne, hvor vi om føje år kan have danske Jens’er stationeret. Her ser man Failed States Index’ sande værdi. Ved at kvantificere faktorer og sammenligne disse mellem forskellige lande, tvinges vi til at konfrontere vores blinde pletter og overveje, hvad der kan gøres i de områder, hvor CNN og TV2 endnu ikke har været forbi. Det er måske værd at overveje, hvordan en intervention i Cameroun ville foregå, hvilke politiske grunde, der kunne være for at blande sig i Guinea-Bissaus indre forhold eller hvordan øget ustabilitet i Yemen vil kunne påvirke krigen mod terror.