Siden NATO’s medlemslande efter ophøret af den Kolde Krig drøftede Alliancens fremtid med baggrund i ”out-of-area”, ikke-artikel 5 operationer, har organisationen nærmest udviklet sig efter ”de-for-hånden-værende søms princip”, altså en erkendelse af, at NATO, til trods for, at organisationen var designet til andet formål, med visse modifikationer kunne omstilles til at løse de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Vesten stod over for efter Murens fald.

NATO’s Topmøde i Bukarest synes ikke at have formindsket denne tendens snarere tvært imod. De internationale operationer i Afghanistan og Kosovo har selvfølgelig særlig opmærksomhed, da de i høj grad er med til at definere NATO, og hvad Alliancen skal være, også i fremtiden. Operationen i Afghanistan er meget udfordrende, både mht. omfang og kompleksitet. Ifølge nogle iagttagere står og falder NATO’s fremtid med udfaldet af denne operation, men NATO er også mere end det. Det er påfaldende, at en stor del af det, som behandles i erklæringen fra NATO Topmødet i Bukarest, vedrører aktiviteter, der ligger uden for Alliancens kerneområde fra den Kolde Krig.

Den interne diskussion om Alliancens fremtid omhandler i høj grad, hvorvidt NATO skal vedblive med at være en regional sikkerhedsorganisation eller en global sikkerhedsleverandør. Svaret behøver ikke at være et enten/eller, men et både/og.

Der kan næppe herske tvivl om, at for især nye medlemslande har NATO betydet en integration i de euro-atlantiske sikkerhedsstrukturer og dermed en garanti for, at de kan udvikle deres samfund uden ekstern indblanding. Det ændrer ikke ved, at NATO de facto har bevæget sig fra at være en regional aktør til at være noget nær en global aktør. NATO har i sit engagement også demonstreret nogle af de karakteristika, der kendetegner en aktør, der fremmer globalisering, nemlig et fælles værdigrundlag, demokrati, anerkendelse af principperne i FN Pagten, legalitetsprincippet (”rule of law”) og fremme af menneskerettigheder.

Hvorfor? Fordi: NATO er den eneste internationale organisation, der, enten alene eller i spidsen for sammenslutning af andre stater som f.eks. KFOR i Kosovo, kan intervenere militært i en krigszone for at skabe fred, og dermed tilføje en grad af legitimitet til det internationale samfunds tilstedeværelse, som det netop sker i Afghanistan. Netop det stadigt mere formelle samarbejde med nationer uden for NATO, også uden for partnerskabskredsen (PfP), herunder Australien, Japan, New Zealand, Singapore og Syd-Korea taler deres tydelige sprog. NATO har faktisk i flere år, også under den Kolde Krig, haft et samarbejde på materiel-området med lande som Australien og New Zealand igennem disse staters tilknytning til Storbritannien.

NATO har et særligt samarbejde med Rusland, som viser sig i praktiske resultater omkring Afghanistan indsatsen. NATO har iværksat en dialog med landene i Middelhavet; listen over ”out-of-area” aktiviteter forekommer lang, og potentialet synes endnu støtte. Tilstedeværelsen af FN’s generalsekretær Ban Ki Moon ved NATO Topmødet og en snarlig aftale mellem FN og NATO om samarbejde er yderligere et tegn på denne funktion.

NATO har med operationen i Afghanistan har fået enkelte ridser i lakken på grund af manglende solidaritet mellem de lande, som er fremme i forreste linie, og dem, der ikke er. For en organisation, der hviler på en musketer ed med ”en-for-alle-og-alle-for-en”, er det selvfølgelig problematisk.

Spørgsmålet er, om Alliancen ikke bør affinde sig med, at det er forskelligt, hvad de enkelte lande kan og vil bidrage med, når bare der betales et mindste-kontingent, der i øvrigt hedder 2% af bruttonational produktet til forsvarsudgifter; her kan Danmark i øvrigt ikke være med. Vi har, som nogen husker, også haft en periode som ”fodnote nation”, noget der dengang gav ridser i alliance-solidariteten, men det er historie nu.

Passive medlemmer i et NATO i flere hastigheder skal også indstille sig på, at deres stemme ikke har så vægt som andres. Et NATO med en ”plug-and-play” funktion for andre nationer, der ikke er medlemmer, vil kunne kompensere for denne manglende ensartethed og netop være en stærk driver i globaliseringsprocessen, bl.a. fordi det er med til at skabe internationalt samarbejde ud over grænserne for de nord-atlantiske strukturer.

Der synes derfor ikke at være nogen bekymring for, om NATO vil eksistere efter sin 60 års fødselsdag i 2009, men om hvor godt Alliancen kan udnytte de muligheder den har med et fundament, som er opbygget gennem årene.

Kenneth Øhlenschlæger Buhl